EuroTRAIL Trainee Maren

Trainee

Ansat siden 2017.

”Under rekrutteringsprocessen blev jeg spurgt, hvad jeg helst vil arbejde med. Jeg nævnte performance management, og nu er jeg også endt der. Jeg får faktisk lov til at arbejde med ting, som jeg elsker.”

Maren Rosendahl

Maren er i gang med et 15 måneders euroTRAIL-trainee forløb hos DB Cargo. Som Trainee er Maren en del af et større netværk af i alt 16 Trainees fordelt over hele Europa. De skal bl.a. hjælpe til med forskellige projekter på tværs af forskellige afdelinger, for at få et indblik i hvilke opgaver de forskellige stillinger i virksomheden varetager. Maren har læst Supply Chain og har derfra udviklet en interesse for transportbranchen. DB Cargo var derfor et naturligt valg. 

”Jeg valgte den her vej, fordi at jeg netop ikke vidste, hvilken stilling jeg skulle arbejde i. Jeg ønskede et indblik i en større transportvirksomhed, hvor jeg fik muligheden for at finde ud af, hvilken rolle jeg passer bedst til. Dermed var det her trainee program den perfekte mulighed.”

Alle 16 trainees arbejder i forskellige lande, og formålet med programmet er, at de alle skal skabe et netværk på tværs af Europa. På den måde forbereder man sig på et bedre samarbejde mellem koncernens internationale afdelinger i fremtiden.

”Det der også er meget spændene er, at man også har muligheden for at prøve at arbejde i udlandet, så man får et indblik i forretningen fra forskellige sider.”

Marens arbejdsopgaver er meget varierende. Det kan være alt fra at forberede præsentationer, eller analysere relevant statistik i Danmark og andre lande. Nogle af opgaverne er meget specifikke, hvor andre kræver samarbejde med forskellige afdelinger, for at finde en løsning.

Hos DB Cargo er der tæt samarbejde på tværs af forskellige stillinger og afdelinger. Det resulterer i en hverdag, hvor to dage ikke er ens, og det er ikke anderledes for Maren:
”Man skal vide hvad man gerne vil, men man skal også være åben. Jeg har f.eks. aldrig vidst, at jeg kunne lide at arbejde med projekter, før jeg begyndte her, så på den måde skal man være åben for andre ting. Jeg havde ikke troet, at jeg skulle arbejde med projekter, men jeg har lært, at jeg faktisk rigtig godt kan lide det.”