Stage

 Ny forbindelse til Norge via Thyborøn

Norge er ikke koblet direkte på vores europæiske enkeltvogns-netværk, og derfor har man i salgsafdelingen gennem længere tid arbejdet på at lave logistik-løsninger til Norge med skib via Danmark.

I december lykkedes det så, da de første 94 ton ståldragere fra Tyskland blev kørt på jernbanen til Thyborøn og derefter videre med skib til Trondheim. I januar blev yderligere 72 ton transporteret samme vej. Der har ikke været officielle banetransporter til Thyborøn i næsten 20 år, så Rønland-toget måtte forlænges med fem kilometer videre til Thyborøn.

"Operationen lykkedes takket være stor fleksibilitet fra produktionen og planlægning samt hos Midtjyske Jernbaner og Thyborøn Stevedore. Stor tak til dem alle," siger Thomas Vestergaard, Head of International Sales.

Godset blev lastet på skibet M/S With Frohavet og afgik mod Norge efter planen. 

"Vi håber på at kunne omdanne Thyborøn til omdrejningspunktet for gods til Norge," slutter Thomas Vestergaard.