Supervisor i Operations Centre, Michael

Supervisor i Operations Centre, Michael

 Supervisor i Operations Centre, Michael

Ansat siden 1987.

Supervisor funktion i Dispatching teamet.

”Jeg er altid glad og tilfreds, og det har jeg altid været. Jeg elsker mit arbejde og går op i det. Det er fedt at have en atmosfære med mange bolde i luften på en gang.”

Michaels funktion i Dispatching består i at have overblik over afvikling af godstrafikken, mens hans konkrete opgaver indebærer kontakt til andre operatører i Tyskland, Sverige og Danmark, samtidigt med, at han fungerer som bindeled til Banedanmark og Trafikværket. Dispatching teamet, som Michael er en del af, overvåger konstant godstrafikken på alle døgnets timer, alle ugens dage. Teamets fornemmeste opgave er at sikre en smidig afvikling af togtrafikken i den skandinaviske togkorridor i samarbejde med blandt andet lokomotivførere, BaneDanmark etc.

”Jeg holder øje med alle tog, der kommer ind og ud af Danmark, samt dem der kun kører indlands i Danmark. Ikke så meget hvad toget indeholder af gods, men rettidigheden er vigtig. Hvis et tog er forsinket eller bliver aflyst undervejs, så er min opgave at finde ud af hvorfor. Der skal findes en løsning til det i form af måske en ny lokomotivfører til at køre toget videre eller et nyt lokomotiv (ved aflysninger og nedbrud)”.

Afdelingens opgave er at få løst de logistiske og praktiske udfordringer der opstår med afviklingen af trafikken på jernbanen på en økonomisk og ansvarlig måde.

”Jeg føler, at jeg gør en forskel, fordi vi altid får det til at lykkes. Hvis der ikke fandtes problemer med afviklingen af togtrafikken, så ville vores afdeling slet ikke findes. Så når togene kører godt, og alt kører til tiden, så føler jeg virkelig, at jeg gør en forskel. Vi får altid godset til at nå frem. I teamet har vi hver vores kompetencer, og vi hjælper hinanden.”

Erfaring er uddannelse

Jobbet som Dispatcher er ikke en egentlig uddannelse. For Michael er det dog vigtigt, at man har kendskab til branchen eller erfaring fra f.eks. samarbejdspartnere for, at man kan udfylde jobbet som supervisor. Derudover er det essentielt at have overblik over disponering ved forsinkelser, sygemeldninger, defekttog etc.

”Jeg kan godt mærke, at jeg har masser af erfaring fra branchen. Når f.eks. et tog er forsinket, så ved jeg næsten altid præcist, hvad der skal ske for at komme videre og løse udfordringen. Det er vigtigt at have erfaring, da der aldrig er to situationer, der er ens, og dermed hjælper ens erfaring med at finde løsninger.”

Det bedste ved jobbet og DB Cargo

”Jeg oplever, at virksomheden passer på en, og sørger for at trygheden er der. Jeg har gennem noget tid oplevet skulderproblemer og virksomheden hjælper medarbejderne til at komme på fod igen.”

Michael er glad for sit arbejde og gode kollegaer samt frihed under ansvar er dét, der betyder noget for ham.

”Noget af det bedste ved min stilling, er frihed under ansvar. Vi har selvfølgelig visse normer og regler, vi skal holde os inden for, men vi skal ikke hen og spørge hele tiden, når vi har nogle udfordringer med forsinkelser eksempelvis. Det synes jeg er rigtig rart.”

”Jeg er altid glad og tilfreds, og det har jeg altid været. Jeg elsker mit arbejde og går op i det. Det er fedt at have en atmosfære med mange bolde i luften på en gang. Og det er virkelig en stilling, hvor man kan mærke og se, at man gør en forskel, i form af at få togene til at fungerer i forhold til tider og andre udfordringer."

En vagt i Dispatching er på nogle måder uforudsigelig. Michael véd med sikkerhed, at han er på arbejde i 12 timer for sådan er vagtplanen indrettet hos DB Cargo, men ellers kan intet forudsiges.

”Man kan møde på arbejde og se på skinnerne, at der holder rigtig mange tog stille. Når man så senere får fri og kan se resultatet af ens arbejde og at man har hjulpet trafikken videre, så kommer man hjem med en rigtig fed fornemmelse. En fornemmelse af, at man har udrettet noget. Jeg synes, det fedeste ved min stilling er, at der ikke er to dage, der ens.”

Kontakt vores ekspert nu

Lone Larsen

HR-konsulent